Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Topbillede med næroptagelse af nødstop

Tips om stop funktioner

Regler for drift stop, nødstop og nødafbrydning mv.

Betjeningsfunktionerne Stop, Nødstop er beskrevet i standard IEC/EN 60204-1. Sikkerhedsaspekterne – Functional Safety - for disse funktioner er omhandlet i standarderne IEC/EN ISO 13849 og IEC/EN 62061.

Foto af forskellige stop funktioner/knapper

Stopfunktioner

En maskine med blandt andet servo og eller linieær teknik skal være forsynet med en betjeningsanordning, som gør det muligt at stoppe hele maskinen på en sikker måde.

Hver arbejdsplads skal være forsynet med en anordning til stop af enten alle maskinens funktioner eller blot en del af disse, alt efter de bestående farer og således at maskinen er sikker.

Når maskinen eller dens farlige funktioner er stoppet, skal energitilførslen til de pågældende drivanordninger være afbrudt.

Stopfunktion udføres ved at fjerne spændingen fra den relevante kreds og funktionen skal tilsidesætte relaterede startfunktioner.


●   Tilbagestilling må ikke give anledning til en farlig situation
●   Stopfunktioner må ikke forveksles med sikkerhedsstop
●   Efter hvert maskinstop skal maskinen forhindres i uden
     videre og uhensigtsmæssigt at starte/opstarte igen

Der skelnes mellem stopkategorierne: 0, 1 og 2

Kategori 0 stop

Ukontrolleret stop sker altid med øjeblikkelig fjernelse af forsyningen til maskinens effektkredse. Maskinen skal stoppe så hurtigt som muligt. Evt. med hjælp fra en mekanisk bremsefunktion på roterende maskindele.

Farlige dele må ikke være tilgængelige før risici er udelukket. Fabrikanten bør forhindre evt. skader på maskinen som følge af ukontrolleret stop.

Når forsyningsadskilleren aktiveres udføres et kategori 0 stop.

Kategori 1 stop

Kontrolleret stop. Først når maskinen er standset fjernes forsyningen og/eller trykket på hydraulikkredsløb og lign.

Maskinen skal stoppes relativt hurtigt. Kategori 1 stop benyttes for eksempel til nedbremsning af rundsave med elektronisk bremsemodul.

Kategori 2 stop

Kontrolleret stop, hvor forsyningen til maskinens effektkredse bibeholdes. Det kan være maskinens normale driftsstop, 

sekvens eller cyklusstop.

Effekt-forsyningen bliver ikke afbrudt før det passer ind i maskinens arbejdssekvens eller i hele processen.

Maskindirektivet giver mulighed for at kategori 2 stop kan bruges som sikker stopfunktion.

Nødaktivering generelt

Når den aktive påvirkning af en nødstops- eller en nødafbrydnings- aktuator er ophørt med efterfølgende kommando, skal kommandoen opretholdes indtil den bliver resat.

Reset må kun være muligt ved en manuel handling på det sted hvor kommandoen blev iværksat.

Reset af kommandoen må ikke genstarte maskinen, men kun give tilladelse til, at maskinen kan genstartes.

Det må ikke være muligt at genstarte maskinen før alle nødstops kommandoer er resat.

Det må ikke være muligt at genindkoble maskinen før alle nødafbrydnings kommandoer er resat.

Nødstop – Maskindirektivet, bilag I, 1.2.4.3



Nødstopanordningen skal være indrettet således, at den efter stopordre forbliver i stopstilling til den bevidst tilbagestilles. Anordningen må ikke kunne blokeres uden at stopordre udløses.

  • Nødstoppet må kun kunne tilbagestilles ved en bevidst handling og denne tilbagestilling må ikke bevirke, at maskinen går i gang, men kun muliggøre, at den kan starte igen.
  • Nødstopfunktionen skal være til rådighed og virke til enhver tid uanset driftsmåde.
  • Nødstopanordningerne skal supplere andre sikkerhedsforanstaltninger og ikke erstatte dem.

Nødaktivering, nødstop og nødafbrydning

Forklaring af de forskellige former for nødbetjeningsfunkioner findes i IEC/EN60204-1 anneks E og indeholder følgende definitioner:

Nødstop: Er en nødbetjening, der skal stoppe en proces eller en bevægelse for at fjerne eller undgå en farlig situation.

Nødstart: Er en nødbetjening, der skal starte en proces eller en bevægelse for at fjerne eller undgå en farlig situation.

Nødafbrydelse: Er en nødbetjening, der skal afbryde el-energifor-syningen til hele eller en del af installationen, hvor en risiko for elektrisk stød eller anden risiko af elektrisk oprindelse er involveret.

Nødindkobling: Er en nødbetjening, der skal indkoble den elektriske energiforsyning til en del af en installation, der er tilsigtet for anvendelse i en nødsituation.

Nødstop og nødafbrydning skal udføres ved menneskelig handling. Kommandoen skal være aktiv indtil reset foretages ved inaktiv handling.

Reset handling skal foregå samme sted som sikkerhedsstoppet blev aktiveret. Maskinen må ikke kunne starte før reset er udført.

Nødstop og nødafbrydning skal være der, når alt andet er gået galt eller til at afbryde en maskine, hvis en person kan se at noget er ved at gå galt. Nødstoppet må ikke forveksles med andre betjeningsanordninger.

Det skal være anbragt på gul baggrund bag det røde nødstop. Nødstop skal være kategori 0 eller kategori 1, valgt efter risikovurdering. Andre krav til nødstop:

Skal tilsidesætte alle andre funktioner og aktiviteter i alle driftsformer.

Forsyningen til maskinens aktuatorer, der kan være farlige skal afbrydes (kategori 0) eller styres så den farlige bevægelse standses hurtigst muligt (kategori 1) uden der opstår andre farer.

Reset må ikke iværksætte genstart
(MD bilag I 1.2.4.3): Alle maskiner skal have et eller flere nødstop. Det gælder ikke, hvis risikoen ikke kan mindskes ved montering af nødstop. Dette gælder for håndbårne og håndstyrede maskiner.

Nødafbrydning gennemføres ved afbrydelse af den relevante forsyning ved hjælp af elektromekaniske afbryderindretninger, som fremkalder kategori 0 stop af de maskine aktuatorer, der er forbundet til forsyningen. Når en maskine ikke kan tåle et kategori 0 stop, kan andre beskyttelsesforanstaltninger være nødvendige. For eksempel beskyttelse imod direkte berøring, så nødafbrydning ikke er nødvendig. Denne sikkerheds funktion er ren elektrisk.

Ved elektriske ulykker aktiverer man nødafbryderen. Det er ikke sikkert at denne også har adskiller funktion. Den er rød og evt. forsynet med gul baggrund. Hvis forsyningsadskilleren opfylder kravene til nødafbryder kan de to afbrydere være én og samme.

Kombinerede anlæg

Maskinfabrikanten skal konstruere sammensatte maskiner således, at stopanord-ninger herunder nødstop ikke kun kan standse maskinen, men også alt udstyr før og/eller efter denne i arbejdsgangen, hvis fortsat kørsel af dette kan medføre fare.

Hvis maskinens forsyningsadskiller opfylder kravet til nødafbrydning må denne også være rød med gul baggrund. Der må ikke være tvivl om de to afbrydere. Hvis nødstoppet er designet til kategori 1 stop, kan nødafbryderens kategori 0 afbrydelse forårsage andre risici.

Visse maskiner er nødt til at have tilført energi til frigørende bevægelser efter nødstop for at få fastklemte personer fri. Betjeningsanordninger til dette formål skal være absolut umulige at fejlbetjene. Det er ofte tililende, som skal frigøre den ’sædvanlige’ operatør.

 

Placering af nødstop


De skal være let tilgængelige, mindst én ved hver manøvrepult, hvorfra maskinen betjenes. Mulighed for aktivering af en nødstopfunktion på alle de lokaliteter ved maskinen hvor en sådan aktiveringsmulighed kan blive påkrævet.

Antal af nødstop afhænger af mængden og arten af de risici, der stadig står tilbage, efter alle andre tiltag for at sikre maskinens drift er taget.

Nødstop kan være trykknapbetjent, træklinebetjent afbryder,
fodkontakt uden beskyttelsesskærm.

De skal have automatisk holdemekanisme, der sikrer at: Først låses nødstop aktuatoren i aktiveret stilling, herefter brydes kontaktsættet, der i øvrigt skal være tvangsbrydende, tilbagestilling sker ved en ny bevidst manuel påvirkning af en trykknap evt. med en nøgle.